Anmeldelse:
Charlottenlund Slot, Park, Skov og Mennesker – gennem 400 år

Charlottenlund Slot, Park, Skov og Mennesker

Anmeldelse af bogen Charlottenlund Slot, Park, Skov og Mennesker – gennem 400 år af Carina Anderberg, Bibliotekar, DTU Aqua


Bogen Charlottenlund Slot, Park, Skov og Mennesker – gennem 400 år, er udgivet af Gentofte Lokalhistoriske Forening i 2015. På bogens forside ser man et meget flot nutidigt foto af Charlottenlund Slot, og ovenover er der to gamle illustrationer fra tidligere tid. På bagsiden ses en smuk akvarel malet af Dronning Louise (g. m. Frederik VIII).


Bogen, der består af 128 sider og 5 kapitler, er skrevet af: Erik Hoffmann, Liv Oustrup, Jørgen S.R, Nielsen og Flemming Noes-Rasmussen.

De fire forfattere beskriver hver især indenfor deres ekspertområde slottets historie og dets beboere, de omkringliggende arealer og en fortælling om den fiskeriforskning, der også er foregået på Slottet igennem de sidste 80 år.
Bogen indeholder endvidere en indholdsfortegnelse, et fyldigt register, en litteraturfortegnelse og ikke mindst utallige smukke og illustrative billeder.


Bogen beskriver som titlen siger Charlottenlund Slots historie med historien om Charlottenlund Slotspark, den omkringliggende skov og Slottets beboere igennem tiden.


Der er to ting, der især springer i øjnene, når man læser bogen. Den overskuelige opbygning, der gør bogen nem at læse, og de fantastisk mange flotte illustrationer, både af nutidig og historisk oprindelse. Jeg synes, at det fungerer rigtig godt i første kapitel med skemaer over hvilke perioder hvilke konger regerede, og hvem der beboede Slottet i perioden, dette gør det meget nemmere at danne sig et overblik. En anden ting jeg synes er særlig godt er at bogen indeholder en del små anekdoter, der er vældigt underholdende.


Jeg kan varmt anbefale dette værk, der uden diskussion er den mest dybtgående og fyldige beskrivelse af Charlottenlund Slot og omegn, der nogen sinde er udgivet. Bogen bærer præg af meget grundig research, stor fortælleglæde og et meget smukt layout, der gør det til en fornøjelse at eje denne bog.